Dyreliv
Søelefanter
Oplev søelefanter i Californien
Søelefanter er den største sælart i verden. På engelsk hedder de ’elephant seals’ på grund af deres store størrelse. Hannerne kan blive op til 4 meter lange og veje 2 ton.
Søelefanters spæk er meget olieholdigt, og derfor har de været et meget jaget art. I mange år var de direkte udryddelsestruede. Det lykkedes i starten af 1900-tallet at frede søelefanterne, og siden er bestanden vokset. Den menes nu at være på over 100.000. Søelefanter bruger 8-10 måneder om året i det åbne hav. Her kan de dykke ned i dybet i op til 2 timer af gangen. To gange om året kommer de hen til deres ynglesteder på land.
Highway 1
Rejser du på USA’s vestkyst er der gode chancer for at se søelefanter. De lever langs kysten fra Alaska og ned til Californien. På trods af den lange strækning, er der kun få større ynglesteder. Fire af dem befinder sig ved Californiens kyst, og den mest berømte er nok den ved San Simeon, tæt ved Hearst Castle. Her er der lavet en udsigtsplatform, hvorfra man kan se søelefanterne. Man kan se søelefanter året rundt, men den bedste periode er fra december til marts, hvor der er op til 18.000 på stedet. Der er opsat plancher, hvor man kan finde mere information om de enorme dyr. Kører man ad Highway 1, er det et must at stoppe og se søelefanterne.
Piedras Blancas
San Simeon, Californien 93452