Yellowstone National Park
5 byer op til Yellowstone NP

Byer op til Yellowstone
Nær Yellowstones fem indgange ligger fem byer, der udover en bekvem adgang til parken, også byder på en masse aktiviteter, der er oplagt når man holder ferie i Yellowstone. Hvor man skal bo handler først og fremmest om hvor man i første omgang ankommer til, hvor man skal hen, og hvad man vil lave. Vil man have familien med til rodeo show, eller man prioriterer at bo tæt på river rafting muligheder? Her er en kort beskrivelse af de fem byer nær indgangene til Yellowstone National Park.
1. West Yellowstone, Montana – Yellowstones vestlige indgang
Yellowstones vestlige indgang er parkens travleste, og der kommer derfor rigtig mange besøgende igennem den gamle stationsby West Yellowstone, hvor vestindgangen ligger.
På trods af byens beskedne størrelse, byen har et indbyggertal på 1353, så skorter det ikke på restauranter, caféer og souvenirbutikker. Derudover er der et teater, en IMAX biograf og Grizzly & Wolf Center. I IMAX biografen vises film om Yellowstones historie og natur, mens man I Grizzly & Wolf Center kan blive klogere på to af Yellowstones mest ikoniske dyrearter, bjørnen og ulven. I non-profit centeret, kan man se bjørne og ulve der af forskellige grunde ikke kan overleve i naturen selv. Udover at se dyrene har centeret også en masse aktiviteter for børn på 5-12 år, hvor man kan lære mere om dyrene.
Er man mere til historie, kan man besøge Yellowstone Historic Center, hvor udstillinger fortæller om Yellowstone nationalpark og byen West Yellowstones historie.
Der er altså en hel del at give sig til, hvis man vælger at bo i West Yellowstone.
2. Cody, Wyoming – Yellowstones østlige indgang
Byen Cody ligger øst for Yellowstone og har omkring 10.000 indbyggere. Byen er navngivet efter Buffalo Bill Cody, der var en legende i dramaet om det vilde vesten. Buffalo Bill arbejdede blandt andet som bisonjæger og kusk på vogntog og diligencer, men han er måske mest kendt for sine verdens berømte Buffalo Bills Wild West Shows, som han turnerede rundt med i USA og Europa.
Ved hjælp af Buffalo Bill blev byen Cody grundlagt i 1895, og den dag i dag er omdrejningspunktet for byen, udover Yellowstone National Park, stadig Buffalo Bill.
I Cody kan du f.eks. bo på Hotel Irma, (http://www.irmahotel.com/), som er et hotel, Buffalo Bill oprettede i 1902, og navngav efter sin datter. Her kan du hvis du er heldig, komme til at bo i Buffalo Bills egen suite.
I 1938 indførte man rodeoaftener i Cody. Den tradition har man holdt fast i og det er nu verdens længst kørende rodeo. Der er rodeo hver aften kl. 20 i hele sommeren. Man kan købe sine billetter online eller hos en af de mange salgssteder i Cody.
Derudover er der naturligvis et Buffalo Bill museum, hvor man kan lære om indianere, våben, naturhistorie og ikke mindst om Buffalo Bill.
Er man interesseret i det Vilde Vesten, er Cody det helt rigtige sted at bo.
3. Jackson Hole, Wyoming – Yellowstones sydlige indgang og indgangen til Grand Teton
45 minutters kørsel fra Grand Teton National Park og to timers kørsel fra Yellowstone ligger byen Jackson Hole. Byen markedsfører sig selv som værende en by, hvor det vilde vesten møder moderne luksus og elegance. Det sidste afhænger nok af øjnene der ser. Jackson er Wyomings største sommerturistby.
Jackson Hole, der har omkring 11.000 indbyggere, er centreret omkring Town Square, hvor man finder en række restauranter, gallerier, souvenirshops og isbutikker. Ikke langt derfra ligger Center for the Arts, hvor der ofte er musik, teater og danseoptrædener. I Jackson Hole finder man også National Museum of Wildlife Art. Her kan man se en samling af malerier og skulpturer af dyr.
Million Dollar Cowboy Bar, (www.milliondollarcowboybar.com) er gammel bar, der ofte har live musik. Her er barstolene lavet om, så man sidder på sadler, og hele baren er fyldt med ting og billeder fra det vilde vesten.
Hver aften i løbet af sommeren kan man opleve en lille forestilling på torvet, hvor cowboys kører i diligence, udkæmper skuddueller, bliver hængt og meget andet. Denne forestilling, der spilles af frivillige, har kørt hvert år siden 1957. Det er også i Jackson Hole du kan opleve fire store buer lavet af gevirer. Link
Hvis man har planer om at besøge Grand Teton, er Jackson Hole et oplagt valg.
4. Gardnier, Montana – Yellowstones nordlige indgang
Gardiner er Yellowstones nordlige indgang, og er den eneste indgang, der er åbent for biltrafik hele året. Byen ligger kun 8 km fra Mammoth Hot Springs. Byen, der er opkaldt efter en pelsjæger, der huserede i området i midten af 1800-tallet, har en autentisk stemning af det Vilde Vesten.
Gardiner har lige knap 1000 indbyggere, hvor hovedparten arbejder i parken eller med turisme.
Yellowstone River løber igennem Gardiner, og det betyder at der er en hel del muligheder for vandaktiviteter. Byen har flere firmaer, der tilbyder riverrafting i floden, og lidt nord for byen findes der sandstrande man kan bade ved. Tæt på findes også Boiling River, der er den eneste varme kilde i Yellowstone, som man må bade i.
Udover vandaktiviteter er der også mulighed for at komme på ridetur i bjergene og på forskellige ture i parken.
5. Cooke City, Montana – Yellowstones nordøstlige indgang
Den lille by Cooke City, med blot 140 indbyggere, ligger klemt inde mellem to skovbeklædte højdedrag i Beartooth Mountains, og kun 6,5 km fra Yellowstones nordøstlige indgang. Byen er nok mest kendt for den vej der forbinder Cooke City med Red Lodge. Denne strækning, Beartooth Highway (US 212), der bliver kaldt ”the most scenic drive in America”, er en stigende 109 km lang vej opført i 1932. Vejen er som regel åbent fra juni – september. (www.beartoothhighway.com)
Byen er omringet af ekstrem smuk natur. Om sommeren er fluefiskeri, rideture og vandreture de mest populære aktiviteter i og omkring Cooke City. Byen ligger også forholdsvis tæt på Lamar Valley, hvor man kan se grizzly bjørne, sorte bjørne, bisonokser og ulve.
På trods af Cooke Citys beskedne størrelse, kan man finde flere udmærkede restauranter og overnatningssteder. Man må heller ikke snyde sig selv for et besøg hos Cooke City Store (http://cookecitystore.com/). Denne butik, der oprindeligt er fra 1886, er et oplagt sted at møde de lokale, når man alligevel skal købe mad, bøger eller kort over parken.
En kommentar