SeværdighederYellowstone National Park

Yellowstone National Park

Nationalparken der har det hele

Yellowstone National Park har det hele. Sprøjtende gejsere, boblende mudderpøle, dybe kløfter, brusende vandfald, åbne enge, store floder og varme kilder i regnbuens farver. Dertil kommer et helt enestående dyre og planteliv. Yellowstone viser USA fra den mest storslåede side, og det er helt forståeligt, at der hvert år valfarter 4 millioner mennesker til parken.

Verdens første nationalpark

Yellowstone National Park blev oprettet i 1872, og er verdens første nationalpark. Parken har fået sit navn efter floden Yellowstone River, der løber gennem parken. Med sine 8980 km² er Yellowstone på størrelse med Sjælland og Lolland Falster. Langt størstedelen af parken ligger i det nordvestlige hjørne af staten Wyoming, mens resten ligger i Idaho og Montana.

Vulkanudbrud

Yellowstones særprægede landskab skyldes et enormt vulkanudbrud for over 640.000 år siden. En stor del af parken er stadig, den dag i dag, domineret af vulkanske aktiviteter, og 2/3 af verdens gejsere findes i Yellowstone National Park. I alt er der omkring 250 aktive gejsere og 10.000 varme kilder i Yellowstone.

Rigt dyreliv

Det er ikke kun landskabet der er noget helt særligt. Dyrelivet er også en stor oplevelse. Bisonokser, ulve, elge, bjørne, antiloper og mange flere kan ses, når man bevæger sig rundt i parken. Mange af dyrene færdes ofte på vejene, da de ikke er specielt bange for mennesker. Det er dog vigtigt at huske på, at man skal holde sig på afstand, da de kan være aggressive.

En huskeregel er at holde en 100 meters afstand til bjørne og 25 meters afstand til bisonokser, elge, ulve mv. Hvis man støder på en bjørn, så skal man huske aldrig at vende sig og løbe væk fra den, i stedet skal man gå baglæns væk. Det er strengt forbudt at fodre dyrene i Yellowstone, så husk at holde alt mad væk fra dyrene. Hvis et dyr bliver set spise mad, den har fået fra et menneske, bliver den aflivet.

Stå tidligt op

Der kan være rigtig mange mennesker i Yellowstone, især hvis man kommer i løbet af sommeren, der er højsæson. Et godt råd er at stå tidligt op, og komme af sted så hurtigt som muligt, da trafikken godt kan være langsom senere op af dagen. Der er størst chance for at se dyr ved daggry og solnedgang.

Kom rundt i parken

Vejnettet i Yellowstone er meget enkelt. Hovedvejen, Grand Loop Road, er formet som et stort 8-tal, der er forbundet med tre indfaldsveje fra Montana og to indfaldsveje fra Wyoming. Ved at følge den 227 km lange Grand Loop Road kommer man rundt til alle de store seværdigheder. Omkring parkens fem indgange er der med tiden vokset små byer op med hoteller og restauranter. Mange vælger, at bo i disse byer og så foretage dagsture ind i parken, men der findes også hoteller of campingpladser inde i selve parken. Nord- og vestindgangene er de mest benyttede.

Hvis man kun skal være et par enkelte dage i Yellowstone er West Yellowstone et godt sted at have sin base. Her har man kun en kortere køretur til flere af de største seværdigheder. Hvis man har længere tid, og også gerne vil besøge den tilstødende Grand Teton National Park, er sydindgangen et godt valg, selvom det betyder længere kørsel til Yellowstone National Park.

Et 7 dages pas for en privat bil koster $30. Et 7 dages pas til både Yellowstone og Grand Teton National Park koster $50.

På Yellowstone National Parks officielle side kan du holde dig opdateret med vejforholdene, vejret og andre vigtige informationer. https://www.nps.gov/yell/index.htm

Tags

Lignende artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Close