SeværdighederYellowstone National Park

10 ting man skal se i Yellowstone

De fleste turister afsætter et par dage til at udforske Yellowstone National Park. Det er selvsagt ikke nok til at se det hele, taget i betragtning af, at parken er større end hele Sjælland.
Har man kun et par dage i parken, er der her en liste over 10 ting man skal prioritere at se i Yellowstone.

1. Old Faithful

Yellowstones største attraktion er uden tvivl den ikoniske gejser Old Faithful. Ca. 17 gange om dagen går gejseren i udbrud, hvor den sprøjter omkring 30.000 liter kogende vand 55 meter op i luften. Et udbrud varer mellem 1,5 og 5 minutter. Der går ca. 1,5 time mellem udbruddene. I Old Faithful Visitor Center kan man få oplyst det forventede tidspunkt for næste udbrud.

Old Faithful ligger i området Upper Geyser Basin, som har mere end 200 gejsere.

 Old Faithful


2. Mammoth Hot Springs

Tæt på Yellowstones nordlige indgang ligger Mammoth Hot Springs. Her kan man se et meget sjældent og utrolig smukt naturfænomen. Underjordiske kalksten har over tusinder af år dannet et eventyrligt landskab af varme kilder og kalkstensterrasser i utallige former og farver.

Området er også godt hvis man er på udkig efter wapiti-hjorte, bjerggeder, bisonokser og bjørne.

Mammoth hot springs 

3. Grand Prismatic Spring

Grand Prismatic Spring er en stor varm kilde, der ligger i det område der hedder Midway Geyser Basin. Grand Prismatic Spring er den største varme kilde i USA, og den tredjestørste i verden. Den er ca. 50 meter dyb og har en diameter på ca. 90 meter. Grand Parismatic Springs er nok en af de mest fotograferede i verden, og det forstår man godt. Kildens smukke dybblå vand og de regnbuefarvede ringe af alger gør kilden helt spektakulær.

Grand Prismatic


4. Grand Canyon of the Yellowstone

Områdets tidligere vulkanske aktivitet og Yellowstone flodens strøm har tilsammen skabt den fantastiske og smukke kløft Grand Canyon of the Yellowstone. Kløften er 39 km lang og mellem 240 og 370 meter dyb. Et af de smukkeste syn af kløften, er når floden med fuld fart falder ned over vandfaldene Upper og Lower Falls. Lower Falls er med et frit fald på 94 meter det største vandfald i Yellowstone. Det mindre Upper Falls er på 33 meter, men er også et imponerende syn.

Der er flere rigtig gode udsigtspunkter, men det bedste er nok sydsidens Artist’s Point.


5. Hayden Valley

Hayden Valley er den største dal i Yellowstone og et af de bedste områder i parken til at se efter dyreliv. Dalen, der er omkring 130 km2 stor, er stort set kun bevokset med græs og mindre buske. Størstedelen af dalen ligger mellem Grand Canyon of the Yellowstone og Yellowstone Lake. Hvis man følger Grand Loop Road, kan man følge dalens østlige side nær floden.

Især forår og sommer er gode tidspunkter at opleve dyrelivet på. Bisonokser, prærieulve, wapitihjorte og grizzlybjørne søger gerne hen til dalen på dette tidspunkt af året. Det er ikke ualmindeligt at se bisonokser og bjørne ved vejen, og blandt andet derfor er det ikke tilladt at færdes i dalen uden for de anlagte stuer.

 Hayden Valley


6. Morning Glory Pool

Morning Glory Pool var engang en af Yellowstones smukkeste steder. Dens klare blå farve gjorde den til noget helt særligt. Desværre er der med tiden blevet smidt tonsvis af mønter, sten og affald ned i den, som har betydet at flere af de huller, hvor varmen strømmede op igennem er blevet tilstoppede. Resultatet af det er at vandets temperatur er faldet, og det i stedet er grønne og brune bakterier der har overtaget. Det sker, omend meget sjældent, at Morning Glory Pool får gejser lignende udbrud, og man håber på, at sådan et udbrud kan rette op på de mange tilstopninger, så kilden kan få sin flotte blå farve tilbage.

Ikke desto mindre er Morning Glory Pool stadig betagende og er bestemt et stop værd. Morning Glory Pool ligger 7 minutters kørsel fra Old Faithful.

Morning Glory Pool


7. West Thumb Geyser Basin

Området West Thumb Geyser Basin er et af de mindre gejserområder i Yellowstone, men beliggenheden ud til Yellowstone Lake gør det til et af de mest naturskønne. I århundrede har folk været draget til West Thumb. Mange indianere valgte at bosætte sig i her, når de om sommeren var på bisonjagt.
West Thumb Geyser Basin har en del mindre gejserudbrud end mange af de andre gejserområder i parken, men til gengæld er variationen her enestående. Her findes alt fra varme kilder, fumaroler, væld og gejsere til mudderhuller fyldt med kogende mudder.

Der er et par forskellige stier rundt i området. Det kan anbefales at tage den ydre sti, der kommer ned omkring søen. Den smukke gejser Abyss er også værd at gå forbi.

Afsæt omkring en time til at se området.

West Thumb Geyser Basin


8. Mount Washburn

Den mest populære hiking rute i Yellowstone er uden tvivl den, der går op til toppen af Mount Washburn. Første gang bjerget blev besteget var i 1870, og man navngav her bjerget efter ekspeditionens leder, Henry D.Washburn.
For at komme op til toppen af bjerget kan man følge en af to ruter. Den sydlige rute på 4,8 km bliver betragtet som den bedste, på trods af, at den er lidt længere end den nordlige (3,6km), da landskabet er lidt mere varieret.
Selve stierne op er gode og ikke for stejle, og fra toppen har man en helt exceptionel god udsigt over parken. På en god dag kan man se så langt som 30-80 km, og har udsigt til både Yellowstone Lake, The Grand Canyon of the Yellowstone, og bjergtoppene i Tetons.
Det er ikke unormalt, at se bighornfår op langs stierne op af bjerget. Grizzlybjørne holder til omkring bjergets nedre områder, men på grund af de mange gæster om sommeren, er det dog ikke så sandsynligt at støde på en bjørn i højsæsonen.
På toppen af bjerget er der bygget et tårn, med udsigtspost, toiletter og en mindre udstilling.

Da ruterne er meget populære må man forvente at møde en del andre mennesker på stierne. Man kan med fordel komme tidligt på dagen, for at undgå det værste menneskemylder.

Mount Washburn

9. Gibbon falls

På Grand Loop Road, ca. 7,5 km nordøst for Madison Junction finder man Gibbon Falls. Vandfaldet har et fald på 26 meter og er et af de smukkeste vandfald i parken.

Der er fornyelig bygget en ny parkeringsplads, så der nu er et sted at strække ben, imens man nyder den fantastiske udsigt. Det er bedst at opleve Gibbon Falls omkring kl 12, da lyset rammer allerbedst på dette tidspunkt.

Gibbon Falls

10. Lamar Valley

Hvis man er det mindste interesseret i dyreliv, er Lamar Valley ikke til at komme udenom. Dalen ligger i den nordøstlige del af Yellowstone og hører til et af parkens mest øde områder. Lamar Valley er kendt som ”Amerikas Serengeti”, på grund af den tætte bestand af wapitihjorte, trompetersvaner, grizzlybjørne, ulve og ikke mindst bisoner. Omkring halvdelen af Yellowstones 4000 bisoner befinder sig i Lamar Valley, så der burde være gode muligheder for at opleve dem her.
Dyrene er mest aktive ved daggry og solnedgang, så sørg gerne for at være i dalen inden solen står op, hvis du vil øge dine chancer for at se dyrene.

Lamar Valley

 

Læs også min rejsebeskrivelse: 3 dage i Yellowstone National Park

Tags

Lignende artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Close