Seværdigheder
Lombard Street
En af de mest populære turistattraktioner i San Francisco er den meget fotograferede gade Lombard Street. Den tiltrækker hvert år hundredetusinde besøgende, der enten går eller kører ned af gadens berømte strækning.
Hårnålesving
Lombard Street er en helt almindelig amerikansk gade, på nær en lille kort strækning mellem Hyde Street og Leavenworth Street på Russian Hill. Da gaden oprindeligt havde en hældning på omkring 30% var den for stejl for de fleste køretøjer i 1922. Man besluttede derfor at omlægge vejen, og i 1923 anlagde man otte hårnålesving, så hældningen blev reduceret til 16%. Samtidig ensrettede man denne del af vejen, anlagde en trappe til fodgængere, og indførte en hastighedsbegrænsning på 8 km/t.
Den 400 meter snoede strækning er omgivet af smukke victorianske huse med meget velholdte blomsterkasser, der gør gaden endnu mere fotogen.
Trafikale problemer
I og med gaden nu er blevet en enorm turistattraktion, skaber det en del trafikale problemer, som der stadig bliver arbejdet på at løse. Blandt andet er der indført standsning forbudt på gaden, og der udstedes store parkeringsbøder hvis man parkerer i området.
Hvis man ønsker at besøge den populære gade, kan man enten gøre det i bil eller til fods. Hvis man vil køre ned ad gaden i bil, skal man beregne en del ventetid. Hvis man vil opleve vejen til fods, kan man tage Powell-Hyde sporvognen, der har et stoppested på toppen af vejen. Herfra kan du gå ned af gaden til bunden, hvorfra man kan tage de bedste billeder. Kom tidligt om morgenen hvis du vil undgå alt for mange turister.
Lombard Street
1099 Lombard Street
San Francisco, Californien 94109