I fodsporene påMuseerSeværdigheder

I fodsporene på: Scarlett O’Hara

Næste år er det 70 år siden, at filmen Borte med Blæsten havde biografpremiere i de amerikanske biografer. Så hvad er mere oplagt end at begynde planlægning af din egen rejse til Sydstaterne og Scarletts elskede Tara.

Du får her nogle tips, så du kan komme godt i gang.

1. Margaret Mitchells House & Museum

Lad rejsen begynde i Atlanta, hvor du kan besøge Margaret Mitchells House & Museum. Mitchell skrev den prisvindende bog ’Borte med Blæsten’, mens hun boede i huset her. Nu er huset omdannet til et museum, hvor du kan lære om hendes liv, før og efter hun blev berømt. Mitchell havde håbet på at sælge 5.000 eksemplarer af sin bog, men på 4 måneder var der solgt over 700.000, og Mitchells liv var forandret for altid. En del af museet er dedikeret filmatiseringen af bogen, og ikke mindst alt det virvar, der foregik i Atlanta op til premieren. Guidede ture starter hver halve time.

Margaret Mitchells House & Museum.
979 Crescent Ave NE
Atlanta, Georgia 30309

http://www.atlantahistorycenter.com/explore/destinations/margaret-mitchell-house

2. Atlanta-Fulton Public Library

Hvis man har tid, er det også værd at slå et smut forbi 5. sal på Atlanta-Fulton Public Library. Her står en lille samling af Margaret Mitchells private ejendele. De mest interessante genstande i udstillingen er skrivemaskinen, som hun brugte til at skrive sin berømte roman på, hendes bogsamling, nogle private fotografier og pulitzerprisen hun vandt i 1937. ’Borte med Blæsten’ var for øvrigt den eneste bog Mitchell nogensinde skrev.

Atlanta-Fulton Public Library
One Margaret Mitchell Square NW
Atlanta, Georgia 30303

http://www.afpls.org/

3. Road to Tara Museum

30 km syd for Atlanta finder man Road to Tara Museum. Museet er fyldt med originale genstande fra filmen, og fra den storslåede Atlanta premiere. Museet har også en stor samling reproduktioner af Scarlett O’Haras uforglemmelige kjoler. Samlingen er den største private ’Borte med Blæsten’ samling, og er et must see for alle fans.

Road to Tara Museum
104 N. Main St
Jonesboro, Georgia 30236

http://www.atlantastruesouth.com/gone-with-wind/road-to-tara-museum/

4. Stately Oaks Plantation

I Jonesboro finder man også Stately Oaks Plantation. Huset, der blev bygget i 1839, har været inspirationen til Margaret Mitchells beskrivelse af Scarletts barndomshjem, Tara. Ejendommen er i typisk antebellum stil, og har mange af de originale møbler bevaret. Stedets passionerede guider er iført tidstypiske kostumer, mens de viser rundt i huset. Huset giver et autentisk tilbageblik på en periode, der er af enorm vigtighed for amerikansk historie. Udover huset er der også mulighed for at se diverse andre småbygninger. I løbet af efteråret opføres en reenactment af slaget ved Jonesboro. Se kalenderen på hjemmesiden for mere information.

Stately Oaks Plantation
100 Carriage Lane
Jonesboro, Georgia 30237

http://www.historicaljonesboro.org/

5. Historic Oakland Cemetery

Tilbage i Atlanta må man ikke snyde sig selv for et besøg på Historic Oakland Cemetery. Historic Oakland Cemetery blev grundlagt i 1850 og fungerer som en skøn oase væk fra Atlantas pulserende liv. Kirkegården er, udover at være Margaret Mitchells sidste hvilested, også hvilested for over 6900 soldater, der døde i borgerkrigen. Fra en bakketop på kirkegården fulgte general John B. Hood med i slaget om Atlanta. Gå op på denne bakketop og nyd en enestående udsigt over Atlantas voksende skyline.
Der er mulighed for omvisninger i weekenderne.

Historic Oakland Cemetery
248 Oakland Avenue, SE
Atlanta, Georgia 30312

http://www.oaklandcemetery.com

Husk du kan spare mange penge med et Atlanta CityPass: Atlanta_728x90

Tags

Lignende artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Close