RejsetipsUSA rejsetips

5 grunde til at holde ferie i USA

Med over 77 millioner besøgende var USA sidste år verdens næstmest besøgte land i verden. Der findes næppe et dårligt tidspunkt på året at holde ferie i USA, hvad enten du er til solrige sommerdage ved poolen, shopping eller vilde eventyr.

Her er 5 gode grunde til hvorfor din næste ferie skal gå til USA.

Storbyer

Hvis du drømmer om at komme på storbyferie, har du i USA frit valg på alle hylder.

new york

I det stjernespækkede Los Angeles på vestkysten og ekstravagante Miami på østkysten finder du to storbyer med masser tilfælles; det er her du løber ind i de største sports- og filmstjerner på de trendy restauranter og natklubber. Det er i disse byer, hvor du kan tage velfortjente pauser fra shopping ved stranden eller poolen. Sagt med andre ord: Det er her du kan slå din indre Hollywoodstjerne løs.
New York derimod er præcis som man ser på film: fyldt med høje skyskrabere, evigt travl og byder på masser af kulturelle oplevelser, herunder landets største museum ’Metropolitan Museum of Art’, den højeste bygning One World Trade Center samt Central Park, USA’s mest besøgte bypark.

Andre storbyer der fortjener et besøg, er det fransk inspirerede New Orleans, USA’s fødested Philadelphia og, ikke mindst, kasinobyen Las Vegas.

Nationalparker

Er du mere til naturferie, kan du besøge en af de 60 nationalparker landet har at byde. Her kan du se alt fra Alaskas sneklædte bjerge og gletsjere til Hawaiis smukke natur og aktive vulkaner. Du kan besøge den verdenskendte gejser Old Faithful i Yellowstone National Park, der desuden gemmer på vandfald, fire bjergkæder samt ulve, bjørne og bisonokser. En anden populær nationalpark er Great Smoky Mountains i det østlige USA, der med sin mangfoldige natur årligt tiltrækker 11 mio. besøgende.

yellowstone np

Sport

Sport er en stor del af den amerikanske kultur, og særligt amerikansk fodbold fylder meget. Det fylder faktisk så meget, at der sidste år sad ca. 100 mio. mennesker og så med hjemmefra, da finalen ‘Super Bowl’ skulle afgøres.

amerikansk fodbold

Har du ikke mulighed for at skaffe de prestigefyldte billetter til Super Bowl eller er du til andet end amerikansk fodbold, kan du med stor fornøjelse tage ind og opleve enten baseball, basketball eller ishockey i stedet. Man behøver end ikke forstå spillet, da stemningen og pauseunderholdningen alene gør det oplevelsen værd.

Vil du heppe på dine danske brødre, så spiller Andreas Knappe amerikansk fodbold for Denver Broncos, mens Lars Eller i år blev ishockeymester med sit hold, Washington Capitals.

Forlystelsesparker

Nok kan vi i Danmark prale af verdens ældste forlystelsespark, men USA har flere af verdens mest besøgte forlystelsesparker. Ikke nok med at de hører blandt verdens mest besøgte, så har de også rekordholdere når det kommer til højeste, hurtigste og vildeste forlystelser. Hvis man er på jagt efter adrenalinsuset, så skiller Six Flags Magic Mountain sig ud. Deres hovedattraktion Kingda Ka, er ikke bare Nordamerikas hurtigste rutsjebane, men også verdens højeste.

six flags

Noget andet amerikanerne kan prale med er at være indehaver af verdens største forlystelseskompleks. Walt Disney World i Florida dækker med sine forlystelsesparker, hoteller og øvrige underholdningstilbud et areal på størrelse med Samsø. Foruden de mest kendte forlystelsesparker så som Walt Disney parkerne, Universal Studios og Six Flags parkerne, så gemmer der sig også andre bemærkelsesværdige forlystelser rundt om i USA. For eksempel finder du i Las Vegas adskillige forlystelser indenfor, udenfor og udenpå kasinoerne, herunder tårnet Big Shot der indtil August i år var verdens højeste forlystelse.

Roadtrip

USA er det perfekte sted at tage på bilferie. Her kan man nemt køre ind forbi de små byer, spise på lokale diners og opleve anderledes museer og seværdigheder.

roadtrip

Den mest populære roadtrip rute er den efterhånden ikoniske Route 66, men der findes utallige andre fantastiske ruter. Ruten San Fransisco til San Diego byder, foruden storbyerne i endestationerne, på et stop i Los Angeles. Du kan opleve smuk natur i Yosemite National Park eller se verdens største træer i Sequoia National Park. Er du til forlystelser ligger både Disneyland, Universal Studios og Six Flags Magic Mountain på selvsamme rute. Et næsten obligatorisk stop på ruten er for os danskere er naturligvis Solvang, som blev grundlagt som dansk koloni for over 100 år siden og hvis du har hjemve kan købe dansk bagværk.

Muligheden for at opleve alt dette på én rute er ikke unik, ruterne New York til Miami eller roadtrip på tværs af USA byder ligeledes på både pulserende storbyer, afslappende natur, forlystelsesparker samt masser af mulighed for ærkeamerikanske sportsoplevelser.

Kort sagt er der millioner af grunde til at holde ferie i USA.

Tags

Lignende artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Close