Seværdigheder
Hoover Dam
Etableringen af Hoover Dam
Hoover Dam er en dæmning bygget i perioden 1931-1936. Den blev bygget med det formål at kontrollere Colorado River, så man kunne modvirke de voldsomme oversvømmelser, producere elektricitet og samtidig sikre vandforsyningen til de sydlige ørkenområder i bl.a. Californien. 16.000 håndværkere og arbejdere var med til at bygge den 221 m høje og 362 m lange dæmning, og arbejdet blev faktisk færdigt 2 år forud tidsplanen, og billigere end budgetteret. Vandkraftværket består af 17 hydroelektriske generatorer, der leverer de omkring 4 milliarder kilowatt-timer, der hvert år produceres. Det er nok elektricitet til omkring 1 million mennesker.
En anderledes arbejdsplads
Da arbejdet med dæmningen gik i gang, var det midt under den amerikanske Depression. Der var høj arbejdsløshed i USA, så folk kom strømmende til fra hele landet. Det var dog ikke en helt ufarlig arbejdsplads. Der er blevet registreret 112 officielle dødsfald i forbindelse med arbejdet, men uofficielt var dette tal nok væsentlig højere. Det var ikke så meget bygningsarbejdet i sig selv, der udgjorde den store trussel, men i stedet tørke, sygdom og dårlig hygiejne. Mange arbejdere havde slået teltlejre op langs floden, og måtte altså klare sig uden rent drikkevand og uden det moderne hjems bekvemmeligheder.
Hoover Dam er opført i byggestilen Art Deco, som man også vil se hvis man tager på en omvisning inde i dæmningen. Nogle steder i dæmningen, kan man dog finde gulvfliser dekoreret med indianske mønstre.
I dag anses Hoover Dam for at være et af USA’s mest imponerende og betydningsfulde bygningsværker, og dæmningen besøges hvert år af næsten 1 million turister.
På grænsen
Hoover Dam, der er opkaldt efter den amerikanske præsident Herbert Hoover, ligger lige på grænsen mellem de to stater Nevada og Arizona. Og da de to stater kører i hver deres tidszone (Pacific Time Zone og Mountain Time Zone), er det altså muligt, bogstaveligt talt, at hoppe frem og tilbage i tiden.
Kom ind i Hoover Dam
På Nevada siden af Hoover Dam findes et Visitor Center – https://www.usbr.gov/lc/hooverdam/index.html. Her vises blandt andet to film om henholdsvis bygningen af dæmningen, og dæmningers betydning for ørkenen. Det koster $10 at komme ind i Visitor Center.
Der findes både en guidet rundvisning i dæmningen ($30/ 1 time) og en guidet rundvisning i vandkraftværket ($15/30 min). Kun billetter til vandkraftværket kan bestilles online. Billetter til Visitor Center og til rundvisningen i dæmningen bliver solgt på dagen efter først-til-mølle princippet. Hoover Dam ligger 45 minutters kørsel fra Las Vegas.
Højsæsonen er i sommermånederne, og de mindst travle perioder er i januar og februar. Kommer man alligevel i sommermånederne, kan man undgå det værste mylder ved at komme inden kl. 10.30 eller efter kl. 15.
Tip! Det er ekstremt varmt i sommermånederne så husk at medbringe vand, solcreme, en hat og solbriller.
Husk du får OplevUSA.dk’s Las Vegas guide i gave, når du tilmelder dig nyhedsbrevet.
Tilmeld dig her, og få guiden i din indbakke med det samme.
En kommentar