AttraktionerMuseer
Musée Mécanique
De tidligste computerspil
Før computerspil var allemandseje var mekanisk underholdning en helt almindelig del af tivolier og forlystelsesparker. Her kunne man ved at indsætte en mønt se forskellige figurer bevæge sig, spille musik eller andet. Siden udviklede maskinerne sig, og i 1980’erne kom de klassiske arkadespil som Pacman eller Donkey Kong. Mange af vor tids computerspil har afsæt i de første mekaniske spilmaskiner og gamle arkadespil.
Over 300 vintage maskiner
På Musée Mécanique i San Francisco kan man opleve mekaniske maskiner fra alle tidsperioder. Museet har en samling på over 300 maskiner, og er en af verdens største samlinger af vintage spillemaskiner. Omkring 200 af maskinerne er udstillet på museet, og mange af dem er ekstrem sjældne. Hver maskine fortæller deres egen historie. Et af museets pragtstykker er eksempelvis en stor maskine med et diorama show lavet af tandstikkere af fangere i San Quentin fængsel.
Husk mønter
Maskinerne på Musée Mécanique er så gamle, at de kræver konstant vedligeholdelse, men ejeren, der har arvet samlingen fra sin far, sætter en ære i at alt, hvad der er stående fremme virker. Det vil sige at man som besøgende kan prøve alle maskinerne på museet, så længe man har mønter nok.
Museet har over 100.000 besøgende om året. Der er gratis adgang, men man skal dog betale for at prøve maskinerne. Så det gælder om at fylde lommerne op med mønter, inden et besøg på museet.
Museet ligger i turistområdet på Fishermans Wharf.
Musée Mécanique
Pier 45
Fishermans Wharf
San Francisco 94133 Californien