MuseerSeværdigheder

Hearst Castle

På Highway 1 midt i mellem San Francisco og Los Angeles ligger Hearst Castle. Slottet ligger højt oppe på en bakke med en fantastisk udsigt over Stillehavet.

san simeon

Fra camping til slot

I 1919 arvede William Randolph Hearst et stort stykke jord fra sin far, der havde købt det helt tilbage i 1865. Området var blevet brugt af familien Hearst i årtier, som et fristed, hvor familien kunne være sammen, campe og nyde naturen. Da W.R. Hearst, efter sine forældres død, arvede området, besluttede han at opføre et kæmpe slot på stedet. Han ansatte arkitekten Julia Morgan, der tegnede hovedbygningen efter en model af en spansk katedral.

Uvurderlige kunstskatte

W.R. Hearst var en avismogul og helt ufattelig rig. Samtidig havde han en enorm interesse i europæisk kunst, og indkøbte konstant nyt. Hele sit liv brugte Hearst på at udvide slottet, og indsamle mere og mere kunst. Det anslås at han brugte op til $1 million om året. Hearsts kunstsamling består af uvurderlige kunstskatte, så som 3500 år gamle egyptiske statuer, og statuer fra det antikke Grækenland. Samlingen var ved Hearsts død, en af verdens største private kunstsamlinger, og den vurderes til at være over hundrede millioner dollars værd.

hearst castle

Udover en helt fantastisk kunstsamling, har ejendommen også 165 værelser, flere store anlagte haver, overdådige springvand, tennisbaner, et enormt romersk bad, og et olympisk svømmebasin i romersk stil. Hearst havde også verdens største privatejede zoologisk have med giraffer, aber, elefanter og bisonokser. I dag er det dog kun zebraer og køer, der er tilbage.

Staten overtager

I 1951 døde Hearst, og i 1954 overgik slottet fra familien til staten, som en slags betaling for en skattegæld. I 1958 blev stedet åbnet for offentligheden, og er siden blevet en af USA’s mest besøgte seværdigheder. Hvert år kommer over 1 mio. besøgende for at se det helt overdådige kompleks.

heast castle roman bath

Slottet kan ikke opleves på egen hånd. Der skal bookes en rundvisning. Da slottet er enormt, kommer man ikke hele slottet rundt på én rundvisning. Man kan derimod vælge mellem 5 forskellige rundvisninger, alt efter hvad man gerne vil se. Inkluderet i billetten for en rundvisning er også entré til en 40 minutters biograffilm om slottets tilblivelse og om Hearst familien.

Når man ankommer, skal man først ind i stedets visitor center. Her ligger biografen, et cafeteria og en souvenirbutik. Fra visitor center, kører man i grupper i bus op til slottet.

Husk at bestille billetter i forvejen, da der ofte kan være udsolgt. I højsæsonen, skal der gerne bestilles billet minimum et par uger i forvejen, hvis man skal være helt sikker på at få plads.

Hearst Castle
750 Hearst Castle Rd
San Simeon, Californien 93452

http://hearstcastle.org/

 

Tags

Lignende artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Close