Seværdigheder

Mall of America

Største shoppingcenter i USA

I Minnesota ligger et paradis for shopaholics. Hvert år kommer over 42 millioner fra nær og fjern for at besøge USA’s største shoppingcenter, Mall of America. Centeret åbnede i 1992, og ligger der, hvor Minnesota Vikings tidligere hjemmebane, Metropolitan Stadium, lå. Mens mange shoppingcentre generelt har det rigtig svært for tiden, går det til gengæld forrygende for Mall of America.

Mere end 520 butikker

Centeret har over 520 butikker, 12000 p-pladser, og over 11.000 ansatte til at betjene de mange handlende. Udover kendte brands som Gap, Victorias Secret, Lego, Apple, som man kan forvente at finde i et amerikansk shoppingcenter, så er der også mange butikker med mere ukendte brands. Der er mere end 50 restauranter, og flere forlystelsesattraktioner. Udover Nickelodeon Universe, der er USA’s største indendørs forlystelsespark med over 28 forlystelser, ligger også SEA LIFE Minnesota Aquarium, The Escape Game og mange flere attraktioner inden i Mall of America. Der er over 30.000 planter og 400 træer rundt om i centeret.

Mall Cops

Centeret har over 115 mall cops, der hjælper med at holde styr på centeret. Hvert år hjælper de f.eks. over 3700 børn, der er blevet væk, med at genfinde deres forældre.

Ferie til Mall of America

MOA, som Mall of America hedder i folkemunde, er så stort, at flere er begyndt at tage på ferie til shoppingcenteret. Der tilbydes forskellige feriepakker, hvor man kan overnatte på et af de store hoteller, der ligger i forbindelse med centeret. Der mangler heller ikke ting at give sig til i MOA. Har man for eksempel altid gået rundt med en drøm om at blive gift i et storcenter, så er der endnu en grund til at tage hertil. Hos Chapel of Love kan den drøm nemlig gå i opfyldelse. Indtil videre er over 8700 par blevet viet i centeret.

Gåturen rundt i shoppingcenteret er på 1,85 km per etage. Der er 3 etager i alt, så man kan få mange km i benene ved et besøg hos Mall of America.
 

Planlæg dit besøg

Hvis man planlægger en tur til MOA, er det en god ide at tjekke kalenderen først. Ofte er der bog- eller cd signeringer, og det kunne jo være man var heldig at rende ind i en kendt eller to.

Generelt er det en god ide at planlægge sit besøg, da det hurtigt kan blive for uoverskueligt med de mange butikker og aktiviteter. Der er væsentligt flere mennesker i weekenden end i hverdagene, så hvis man har mulighed for det, kan man planlægge sit besøg efter det. Sommer og jul er centerets højsæson, så også her vil der rigtig mange mennesker.

Der kører tog direkte fra lufthavnen til centeret.

Spar momsen

Hvis du ikke allerede er overbevist om at en tur til Mall of America er noget for dig, så er det værd at huske på, at der i Minnesota, ikke er lokal moms (sales tax) på tøj og sko.
Det betyder, at du kan spare op mod 6-12% alene ved at handle her, fremfor i andre stater.

Mall of America
60 E Broadway
Bloomington, Minnesota 55425

www.mallofamerica.com

Tags

Lignende artikler

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Close