Attraktioner
Den sidste Blockbuster
For ikke mange år tilbage var der tusinder af Blockbuster butikker rundt omkring i verden. Her kunne man leje nye og gamle fysiske VHS og DVD-film. På sit højeste havde kæden 9.000 filialer over hele verden. Teknologi og streamingtjenester gjorde det svært for Blockbuster, og efterhånden var flere og flere butikker tvunget til at lukke. I dag er der kun én enkelt Blockbuster tilbage i hele verden.
Nostalgi i blåt og gult
Den sidste Blockbuster ligger i byen Bend i Oregon, og har omkring 4.000 aktive kunder. Områdets relative dårlige internetforbindelse er nok en af årsagerne til, at det lykkedes at bevare en Blockbuster i netop Bend. Butikken lukrerer i høj grad på, at de er den sidste, så der bliver solgt en hel del Blockbuster merchandise til de mange turister, der lægger vejen forbi. Nostalgi er i højsædet i butikken, og de blå og gule farver er intakte. Det er næsten som at tage en tur tilbage i tiden, når man besøger stedet.
Stedets popularitet kan blandt andet ses ved, at et lokalt bryggeri har fremstillet en specialøl, ved navn The Last Blockbuster, og i 2019 blev der lavet en dokumentarfilm om den sidste Blockbuster. (https://www.imdb.com/title/tt8704802/)
Hver tirsdag morgen tager ejeren Sandy på indkøb, og får købt de nyeste filmtitler ind, så butikken altid har de sidste nye titler.
Bend ligger 3 timers kørsel sydøst for Portland.
Blockbuster
211 NE Revere Ave
Bend, Oregon 97701